Tilgivelse – nej tak

En vejledning i at skabe fred og blive klogere uden at tilgive nogen.

 

Tilgiv, og så forsvinder din smerte”.
Har du også læst og hørt det tusind gange? I selvudviklingsbøger og spirituelle traditioner, fra coaches og vejledere, behandlere, terapeuter, kloge koner og Dalai Lama. Alle de vise siger det, og det lyder jo også forjættende.
Man skal bare tilgive, så bliver alt godt.

Men.. er der nogensinde nogle af disse kloge mennesker, der har givet dig en opskrift på hvordan? Nej, vel? Folk ordinerer det gladeligt, men ingen af dem er i stand til at forklare dig, hvordan man så rent faktisk gør det. Du skal bare “gøre” det. Jeg har læst hele bøger om tilgivelse, der ikke een gang adresserede spørgsmålet om hvordan man gør, som ikke gav eet eneste tip eller en eneste metode, men kun opremsede herlighederne ved og vigtigheden af at have tilgivet.

Jeg er muligvis ikke buddhistisk nok. Måske er jeg ikke et stort nok menneske. I hvert fald har jeg bare fundet ud af, at når det gælder de virkelig store svigt, dem der går allerlængst tilbage og har gjort allemest ondt – så er det rigtig, rigtig svært at tilgive, uanset hvor gerne man selv vil have fred. Jeg har prøvet og prøvet og prøvet, men det viste sig altid, at der alligevel boblede vrede følelser op igen senere, der meget klart viste, at helt tilgivet havde jeg tydeligvis ikke.

Jeg har også set, at jeg ikke er den eneste. Hvor har jeg mødt mange mennesker – forbløffende mange af dem behandlere, psykologer, terapeuter, vejledere og lignende – der påstod, at de selv havde “tilgivet” tidlige svigt, men når man kradsede lidt i overfladen, væltede læssevis af uafklaret bitterhed ud.

Jeg er ikke ekspert på tilgivelse, men: Meningen er vel IKKE, at man skal være fyldt med raseri og forsmåethed indeni, og så lakere det over med en tynd fernis af zen-agtig og svagt selvforherligende “tilgivelse”.

For, hvis det er tilfældet, er jeg decideret modstander af tilgivelse.

Hvis man blot tørrer tilgivelses-fernis henover sine følelser og tror at de dermed er “fikset”, finder man helt sikkert aldrig fred. Og bliver helt sikkert heller ikke klogere.


Så vidt jeg kan se, er der flere mennesker, der forgæves prøver at tilgive deres barndomssvigt, end der er mennesker, som det rent faktisk lykkes for. Klart nok. Fordi.. det er faktisk heller ikke den bedste løsning. 
Den bedste løsning, vil jeg mene, er at finde aktiverne i stedet.

Her er min overbevisning: Alt hvad der sker i livet – især det smertefulde – rummer nogle aktiver. Jo større og jo tidligere smerte, jo større aktiver.

Aktiver kan være: Evner eller kvaliteter du udviklede; Indsigter du fik; Ægte empati du formår at udvise; Sårbarhed du har lært at kende; Værdier og prioriteter du har lært for evigt at håndhæve; Dybde du fik som menneske. Et brændende budskab du vil leve for at dele med verden. Det kan være at se meningsfuldheden i det, der er sket. Og hundredetusind andre ting, der kan hjælpe dig i livet, hvis du fokuserer på at udvikle dem.

 

Jeg siger ikke, at de aktiver du får, nødvendigvis i dit liv står mål med det, du mistede eller det svigt, du oplevede. Du behøver ikke at synes at det var en god ting, at din far var alkoholiker, eller din mor ikke kunne rumme dig, for det var det naturligvis ikke! Men nu er det så sket. Du er her stadig, og det er op til dig at foretage dette valg:

Vil jeg nu bruge resten af livet på at fokusere på smerten eller på aktiverne.
For der ER aktiver. Uanset hvor ondt det gjorde. Og du bestemmer selv dit fokus.

 

Hvis vi vælger at se bort fra aktiverne, og kun se smerten, så går vi også glip af det, der kunne transformere smerten til styrke, fremgang, meningsfuldhed og – endda – glæde. 

 

Det er som havde du i dit ansigts sved bygget et helt hus fra grunden, og puklet til dine hænder blødte og din ryg knækkede. Da huset så er færdigt, sætter du dig og græder over, at du har skulle bygge et hus. I stedet for at flytte ind i det!
Så kommer der en velmenende vejleder forbi og siger: Gå videre, glem alt om huset. Gå ud og find dig et sted at bo.

Prøv bare at se helt pragmatisk på det – hvad tjener dig bedst:

a) At der er overgået dig noget forfærdeligt, som du så “tilgiver” som en lille Buddha. 

Eller

b) At der er sket noget i dit liv, som gjorde ondt, men som du lærte uvurderlige ting af, der kan og vil tjene dig resten af livet, og måske endda gøre det op for den smerte, det kostede at lære det…?

 

Jeg ved ikke med dig, men jeg er ikke Jesus Christ The Savior, og det er ikke op til mig at “tilgive” og “syndsforlade” nogen. Men det er op til mig, at finde ud af hvordan jeg fortæller min egen historie, sådan at den understøtter mig bedst muligt.

Det gør den for mig, når jeg ser mit liv som en perfekt udformet en uddannelse i at blive et helt, stærkt, sårbart, livfuldt og fredfyldt menneske, der kan bidrage til verden. I stedet for at se mit liv eller hændelserne i det som overgreb, elendighed eller straf. Dermed slipper jeg for at skulle tilgive, for jeg har ingen at være vred på.

Jeg kan ikke være vred og så “putte” tilgivelse ovenpå. Det virker ikke. Jeg kan derimod gøre, hvad der skal til for at jeg ophører med at være vred. Og så har tilgivelse fundet sted imens.

På den måde er tilgivelse ikke noget jeg gør eller giver. Det er noget, der opstår som en bivirkning af, at jeg har omskrevet min historie og derigennem transformerer mig selv fra et offer – den-der-er-blevet-svigtet – til en vinder – den-der-har-fået-uvurderlige-aktiver.

 

Så… hvis du beslutter dig for, at fortællingen om din fortid ikke skal være, at du er blevet udsat for noget forfærdeligt, men at du har fået en endeløs række af unikke aktiver, på den eneste måde som netop de aktiver kunne fås, hvor er så behovet for at tilgive?? Ingen steder! Det er opløst. Og så er du fri.

 

Og uden at være ekspert på tilgivelse, så kan jeg sige at det her i hvert fald VIRKER. Det lægger ikke bare en ferniseret fake-buddhistisk overflade hen over en uafklaret vrede. Det skaber ægte fred og glæde, og oven i det den ekstra bonus af at kende de unikke aktiver, som du kan omsætte til fremgang og lykke i livet.

 

 

P.S. Det virker også med mindre ting.


<< Se alle blogindlæg

AT SÆTTE GRÆNSER ER AT HAVE INTEGRITET

REDSKABER TIL ET SUNDT SELVVÆRD

DET INDRE TRIGGER-ORD-  Der står et kun eet ord imellem dig og lykken.

KOM I GANG MED DIN DRØM– 20 minutter om dagen, fem dage om ugen, ændrede mit liv. Det kan også ændre dit. 

ER SELVUDVIKLING SELVOPTAGET?

AFKALK DIT INDRE KOMPAS

 

 

 

One comment on “Tilgivelse – nej tak

Comments are closed.