For en uges tid siden kom én af mine trofaste yogaelever op efter klassen og sagde: “Du har taget på igen; det var godt.”. Ja, sagde jeg. Det var jeg enig i.
Så tilføjede hun: “Aldrig har jeg da set dine lår se sådan ud.”.
Og sådan dér, på et splitsekund – tyve års selvudvikling, syv års universitetsuddannelse, femten års feminisme og éen kommentar senere – vågnede den slumrende drage.
Da jeg var to år gammel, fik min mor brystkræft, og fik skåret sit ene bryst af. Da jeg var 4, fik hun kræft i det andet, som også blev skåret af. Da jeg var 7, fik hun en svulst i hjernen, blev epileptisk og ondskabsfuld. Vi fik en hospitalsseng hjem, som hun kunne ligge i; hun stank, hele huset stank, og vi skulle være stille hele tiden, altid. Min storebror foragtede mig; han slog mig og mobbede mig, og fik de andre børn vi kendte, til at rotte sig sammen med ham om at mobbe mig.
Da jeg var 9, døde min mor. Min mormor brændte alt, hvad der havde været hendes, og væk var det…
Dengang jeg underviste kost- og slankehold, sagde mine deltagere til mig: “Ja, men nogle mennesker kan spise en bakke flødeboller hver dag og stadig være slanke, og andre skal bare kigge på den, så tager de på.”.
Den nøjagtige formulering varierede, men essensen var den samme: Nogle (andre) kunne spise alt, hvad de ville, mens de øvrige (dem selv) kiggede på noget og tog på af det.
“Jeg har så mange veninder, der bare mærker efter og mærker efter, og jo mere de gør det, jo mindre sker der, og jo mere sløve og depressive bliver de. Det driver mig til vanvid og ser ikke spor sundt ud. Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil blive som dem, for det virker tydeligvis overhovedet ikke.”.
Men det er jo heller ikke på nogen måde personlig udvikling. Tværtimod.
Det er personlig stagnation.
Pludselig en dag begyndte folk at sige til mig: “Du er heller ikke bange for noget”.
Det var en mærkelig dag. For intet kunne være mere forkert. Jeg er bange for nærmest alting. Jeg er bange for at ringe til folk, jeg ikke kender. Og for at skulle med fly, tog eller bus nye steder hen. Jeg er bange for at gå til receptioner og stå i et hjørne og træde mig selv over tæerne. Jeg vågner om natten og spekulerer på, om jeg nu fik booket det rigtige fly til mit næste retreat.
I ufatteligt, ufatteligt mange år, var mit svar på alt, hvad der gjorde ondt og alt, hvad der var svært: “Nåm, jeg gider alligevel ikke at være her” eller “Jeg vil hellere dø”. Det lyder måske morbidt, men for mig var der intet mærkeligt ved det. Døden var en selvfølgelig mulighed for mig, for den …Læs mere
Det, der giver flest svar… er at holde op med at stille spørgsmål
Ved du, hvad du vil med dit liv, og hvor du er på vej hen? Har du drømme og mål?
Det er der nedslående mange mennesker, der ikke gør og ikke har. De føler sig retningsløse i deres tilværelse og kan ikke mærke hvad de selv gerne vil, virkelig vil. Også selvom (ofte især når) livet ser mægtig ordentligt og velorganiseret ud udefra, kan der være en enorm tomhed og uforløsthed indeni.
Da jeg for 15 år siden – vrangvilligt – læste min første selvudviklingsbog, stod der i den, at man skulle være taknemmelig. Jeg var rasende! Taknemmelig over hvad?? Overfor hvem? Hvis der var nogen eller noget, man kunne være taknemmelig overfor, så ville jeg i hvert fald gerne starte med at skælde den instans godt …Læs mere
Det er der åbenbart folk, der mener.
Det er for mig at se lige så absurd som at sige: “Man får skader af at dyrke sport”. Ja, NOGEN gør. Oftest, hvis de gør det for meget, gør det forkert eller bare er grundlæggende ekstremt disponerede for det. Til gengæld er sport sundt, glædesskabende, energiopbyggende, godt for livskvalitet og selvværd, og bruger man ikke sin krop, går man glip af en meget stor, vigtig og vidunderlig del af det at være menneske.
… Og det er præcis det samme med selvudvikling. Ligesom alt andet i livet kan man gøre det på en selvoptaget måde, og på måder, der overhovedet ikke virker.
Har du relationer, der trækker al energi ud af dig? Er du “redderen” i de fleste af dine relationer? Og er dit liv spækket med forpligtelser af alle mulige slags, og mennesker, der alle har alvorligt brug for din assistance? Så har du nok gjort dig selv til vært for en blodsuger eller flere.
Hvordan skete det?
Blodsugerne har du tiltrukket, fordi de får dig til at føle dig behøvet og værdifuld. De, på deres side, er blevet tiltrukket af dig, fordi du tilbyder dem en masse gratis eller næsten gratis energi, og det var lige det de stod og manglede.
Efter at have læst indlægget “Vi er blevet selvkritiske masochister” i morgendagens avis, er jeg nødt til at tage til genmæle. Det starter ellers med et par gode pointer. For eksempel pointen om, at vi som enkeltindivider i samfundet og på arbejdspladsen har det med at kritisere os selv og tage for meget af skylden. Hvor …Læs mere
Er du en af de mange, der kæmper med ikke rigtig at kunne lide dig selv, og som hele tiden føler at du rammer hovedet mod en indre eller ydre mur, er dit liv præget af tung energi og utilfredsstillende relationer, så handler det højst sandsynligt om dit selvværd. Heldigvis er et selvværd elastisk. Det …Læs mere