Som i enhver god romance startede det med temmelig meget modvilje og mange besværligheder. Vi kunne ikke engang ikke lide hinanden. Vi var alt for forskellige, og kunne slet ikke finde fælles fodslag. Omstændighederne ville dog, at vi var tvunget til at være sammen, så et eller andet måtte vi jo gøre for at finde …Læs mere
Jeg plejede at tro, at det klogeste i mig var mit sind. Mine tanker skulle beskytte mig mod at blive såret eller udnyttet. Jeg brugte meget tid på at lave regler for mig selv, baseret på mine dårlige erfaringer, for at forsikre mig imod smerte og skuffelser.
Alligevel, på mærkelig vis, begik jeg en hel del af de samme fejltagelser adskillige gange i forskellige varianter uden overhovedet at genkende dem, før det var for sent.
Engang for lang tid siden mistede jeg et menneske, som jeg elskede af hele mit hjerte. For at overleve, mens min lille pigekrop var ved at omkomme i smerte og gru, tog jeg en beslutning med al min rædsels kraft, som, selvom jeg kun var et barn, skulle vise sig at vare en livstid.
Jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville elske sådan igen. Ikke det, der lignede. Jeg skulle i hvert fald aldrig, aldrig, aldrig nogensinde udsætte mig selv for at risikere sådan en smerte igen. Hvis kærlighed gjorde så ondt, ville jeg klare mig med så lidt af den som muligt.