Svaret på det hele

I ufatteligt, ufatteligt mange år, var mit svar på alt, hvad der gjorde ondt og alt, hvad der var svært: “Nåm, jeg gider alligevel ikke at være her” eller “Jeg vil hellere dø”. Det lyder måske morbidt, men for mig var der intet mærkeligt ved det. Døden var en selvfølgelig mulighed for mig, for den spillede en hovedrolle allerede i min tidlige barndom, hvor den så ud til at kunne noget godt, som livet ikke kunne.
Som barn var jeg vidne til at min mor kæmpede fortvivlet for livet, og tabte. Jeg oplevede alle hendes sygdomslidelser, og da hun døde, forsvandt hendes smerter. Jeg blev efterladt alene tilbage i livet, som gjorde ubeskriveligt ondt. Min far ønskede heller ikke at leve og kunne ikke lægge skjul på, at min mor, der var ønsket, var væk, og jeg, der var uønsket, var blevet ladt tilbage. Så jeg bad døden om at komme og hente mig også. Det virkede som om, der måtte være bedre på den anden side, og jeg kunne slet ikke se pointen med at kæmpe i livet, når det gjorde så ondt og man alligevel bare endte med at tabe.

Igennem mit liv tog jeg dette dødsønske med mig overalt, ind i alle situationer. Af alle tanker, jeg har tænkt i mit liv, er “Jeg vil hellere dø” nok den jeg har tænkt flest gange. Selv da jeg for længst var holdt op med tro rigtigt på den, blev den alligevel ved med at have en plads i mine tanker, hver gang livet gjorde ondt. Så følte jeg, at jeg havde en bagdør, og det trøstede mig.

Over tid begyndte at uddanne mig selv i det modsatte – i livsglæde – for det kunne jo være, at det kunne læres, selvom man ikke havde fået det med fra starten. Det kunne det. Jeg læste, jeg lærte, jeg prøvede mig frem, og begyndte at føle det, opleve det og leve det. Mit liv forvandlede sig. Jeg forvandlede mig. Alting blomstrede. Og alligevel, hver gang noget blev rigtig svært og gjorde rigtig ondt, så tænkte jeg: “Jeg vil hellere dø”.

Men så skete der noget, der ændrede det hele.

En dag stod jeg i en situation, der fyldte mig med større rædsel, end jeg kunne huske at have oplevet før. Og midt i denne rædsel, skete der noget utroligt. Et mirakel, faktisk. I stedet for at tænke “Jeg vil hellere dø”, som jeg altid havde gjort, bremsede tanken selv op, inden den fuldendte sig, og efterlod et åndeløst nyt rum. For det var ikke længere sandt, og jeg havde ikke brug for det. Jeg ville ikke ud af nogen bagdør. Jeg ville blive stående lige der.
I det øjeblik stod det lysende klart, hvor meningsløst det var, at jeg altid skulle starte med at give op, før jeg tog mig sammen. Jeg tog mig jo alligevel altid sammen, og… jeg er her alligevel. Selv når livet er svært og der er problemer, som i øjeblikket virker uovervindelige, ender de altid med at forsvinde, mens jeg består.

Pludselig blev jeg så enorm. Jeg har altid følt mig så lille, og med eet følte jeg mig som en kæmpe. Jeg så mine problemer, og de var så små, så uendeligt meget mindre end mig. Som små tissemyrer på jorden. De ville komme, og de ville gå, men jeg ville blive her. Når de for længst var væk, ville jeg stadig være her. Og i det øjeblik indså jeg, at det var svaret på det hele:

Jeg bliver her.

Når mit indre barn skræmt spørger: “Jamen, hvad skal der ske?”, så er svaret:
– Der sker det, at jeg bliver her.

“Men, hvad skal jeg gøre?”.
– Jeg skal bare blive her, uanset hvad.

“Jamen, hvad hvis alt falder i ruiner?”.
– Ja, hvad hvis det gør? Jeg bliver her alligevel.

“Hvad skal det hele så ende med?”.
– Det hele ender med, at jeg bliver her.


Og så bliver der stille, og jeg er så stor, meget større end mine problemer. De er flygtige, men jeg består. De er allesammen små, og jeg er så utroligt meget større.