Samtale med min selvkritiker

I går havde jeg en dag hvor jeg gik to skridt ved siden af mig selv hele dagen. Om aftenen var jeg godt træt af mig selv, og havde lyst til at tage langt væk fra mig selv. Men.. så slog det mig, at jeg, da jeg jo ikke så godt kan skille mig af med mig selv, måtte skille mig af med den stemme, der sagde at jeg ikke kunne holde mig selv ud.

Ergo kommanderede jeg den hen i hjørnet af min stue, hvor den kunne sidde og mure alene uden mig, og som ved et trylleslag fik jeg det bedre.

Jeg indså, at det ikke var MIG, jeg var træt af, men min selvkritiker. Den var midt i gang med at sige en hel masse, som den selv syntes var ufatteligt vigtigt. Der var noget, som det var meget vigtigt, at jeg skulle have det dårligt over. Mange forskellige ting, faktisk. Og så sendte jeg den bare over i hjørnet, midt i en sætning, for jeg orkede ikke mere.

Det var en mirakelkur – jeg fik det prompte bedre, og kunne så tydeligt mærke at det sådan set ikke havde været mig, men den, som jeg ikke kunne holde ud.

Selvkritikeren gjorde vrøvl, og trak i mig henne fra hjørnet og sagde: “Hov-hov jeg var ved at fortælle dig om noget meget vigtigt, som du bør have det dårligt over”, og et kort sekund var jeg lige ved at hoppe på den, men så tænkte jeg: NÆ. Det vil jeg ikke. Kan hænde det er utroligt vigtigt, men jeg hvis jeg ikke vil høre på det, så har det ingen vægt og du har ingen magt. Jeg vil ikke lytte mere; jeg vil hellere have det godt.

“Jamen, tænk, hvor dum og kikset du bliver, hvis ikke du lytter til min kritik!”, pippede den. “Jeg er ligeglad”, svarede jeg, ” Jeg vil hellere have det godt”.