Mette Kopp borat living

Rapport fra Borat village

15 km fra, hvor vi bor, ligger Kalamata. Det er en perle af en by. Min veninde kalder den for “Gammelfars vadsæk”, for hver eneste gang jeg mangler eller ønsker noget, dukker det på magisk og perfekt timet vis op i Kalamata. Det gælder alt fra rugbrød og muesli med grovvalsede havregryn, til kontaktlinser og økocremer, spirituelle vejledere og kærlige healere, dansestudier, yogaklasser, gode, billige massager, fede cafeer og hjælpsomme mennesker.
Kun en enkelt ting har desværre vist sig at være umulig at opdrive her. Lakridser! De ved slet ikke, hvad det er. Romeo kan ikke engang komme i tanker om, hvad det skulle hedde, og må derfor spørge efter “karamel, der smager som ouzo”.
Men uden held. Det har ingen hørt om. Så jeg har måtte få det tilsendt hjemmefra, i stakkevis.


Mormor Rrina har været i Athen i en periode for at få en øjenoperation. Vi har savnet hende og syntes ikke Borat village har været den samme uden hende. En aften kommer vi hjem fra træning i Kalamata og ser, at der igen er lys hos hende. Romeo kalder, og Rrina stikker sit lille rynkede hovede ud til os. “Calispera, Rrina!”, jubler vi, “Maséipses! (vi har savnet dig!)”. Har du en cigaret, spørger hun Romeo. Det har han selvfølgelig ikke; han ryger ikke mere. Hvad har i lavet? spørger hun. Vi har været i gym, svarer Romeo. Pff! Gym! I kan rende mig, svarer hun og lukker døren igen.


På vej ud af en butik i Kalamata for tre uger siden opdagede jeg pludselig, at der lå et danse-yoga-pilates-studio på anden sal i bygningen overfor. Jeg gik op og spurgte om en prøvetime, som jeg kom til dagen efter. Jeg er blevet undervist af yogalærere fra mindst 20 forskellige lande på 4 kontinenter, jeg har taget 3 yogauddannelser og været på jeg-ved-ikke-hvor-mange workshops og immersions, så… hvad er oddsene for, at en af de bedste yogalærere, jeg er stødt på, underviser i et lillebitte undseligt studie i hengemte Kalamata af alle steder?
Det gør hun. Og ikke alene det; hun underviser et advanced ninja-yogahold, hvor vi laver armbalancer og nørder yogateknik på et lille hold af enormt søde og dedikerede yogier og yoginier. Jeg kan næsten ikke tro mit held.

Yogaklasserne ligger mandag, onsdag og fredag kl. 15.30-17. Første gang, jeg kom, troede jeg fejlagtigt, at det betød, at timen gik igang halv fire. Derfor sad jeg klar på måtten helt alene og blomstrede i lokalet fra 15.20. Da klokken slog halv, begyndte folk lige så stille at komme dumpende, og ti minutter senere kom underviseren også. Cirka kvart i skulle vi til at i gang. Nu ved jeg så, hvad et klokkeslæt betyder på græsk. Det betyder “bare sådan nogenlunde” eller “se, om du kan ankomme indenfor ti-femten minutter af dette tidspunkt”. Hvordan kan man ikke elske det her land?? Jeg har aldrig følt mig så hjemme.



Midtvejs igennem i Borat village, ligger der en halv ruin af et hus med en ramponeret terrasse, hvor der sidder en krumbøjet kvinde med læderbrunt, rosinrynket ansigt og et rødt tørklæde om håret. Hun følger os olmt med øjnene, hver eneste gang vi kommer forbi, i bil eller til fods. Nedenfor terrassen ligger der en hund, der åbenbart ikke er død, den er muligvis bare enten utrolig træt eller lige så gammel som hende. “Do you ever say hi to that woman?”, spørger jeg Romeo. “Sometimes I do”, svarer han, “But it doesn´t matter. It´s like she´s out of wax.”.


Drunk guy har en fåreflok på en 60-70 får, der går frit rundt i landsbyen og de omkringliggende olivenlunde, kun bevogtet en hund, der sørger for at få dem frem og tilbage og holde dem samlet. Næsten hver eneste dag kommer der nye lam til, for det er sæson for det nu.
Lammene er ufatteligt nuttede med deres bittesmå, stavrende bambiben og helt hvide uld, og hvor fåreflokken før var ganske sagte, hvor end den befandt sig, er den nu en kakafoni af dybe, mørke MÆÆÆÆH fra de store får, og bittesmå, lyse klare mæææh! fra alle de unge babylam.
Lige udenfor vores hus møder vi drunk guy sammen med flokken, og Romeo og han snakker. Et får lægger sig ned og begynder at bræge, og uden at afbryde sin talestrøm, går drunk guy hen og stikker én hånd op i bunden af fåret, og trækker uimponeret et splinternyt lille lam ud, og lægger det på jorden. Vi står måbende og ser til. Lammet er sort.

Jeg er så rørt over hele scenariet og det lille sorte lam født ind i en fåreflok af 70 hvide får, at jeg begynder at græde. Romeo tager mig i sine arme, holder mig ind til sit bryst og kærtegner tårerne væk. “My girl”, siger han og begraver sit ansigt i mit hår.