Hvad hjertet er

Jeg plejede at tro, at det klogeste i mig var mit sind. Mine tanker skulle beskytte mig mod at blive såret eller udnyttet. Jeg brugte meget tid på at lave regler for mig selv, baseret på mine dårlige erfaringer, for at forsikre mig imod smerte og skuffelser.
Alligevel, på mærkelig vis, begik jeg en hel del af de samme fejltagelser adskillige gange i forskellige varianter uden overhovedet at genkende dem, før det var for sent.

I virkeligheden spændte mine regler ben for mig. Halvdelen af tiden var de utilstrækkelige. Den anden halvdel ubrugelige. Meget af tiden førte de til, at jeg fokuserede på det, der kunne være galt og derfor også blev galt. Resten af tiden gav de mig falsk tryghed, så jeg bildte mig ind, at alt var ok, selvom det ikke var. Jeg brugte en hel del kræfter på at fortolke ting for at finde ud af, om de var ok for mig eller ej, hvilket ofte førte til mere forvirring end klarhed.

Jeg ville såmænd også gerne have mit hjerte med i livet. Men, på mit sinds præmisser. Jeg turde på ingen måde lade det bestemme. Fordi… hvordan skal et hjerte kunne passe på én? Det er jo bare sådan en blød sødsuppesovs af følelser og kærlighed, der ikke formår at sætte grænser. Hjertet er farligt, tænkte jeg, det forelsker sig i de forkerte, og siger ja til alting.

Desværre var prisen for at spærre sit hjerte inde så høj, at jeg til sidst ikke længere kunne udholde det. Så jeg overgav mig.
Til min totale forbløffelse opdagede jeg dernæst, at hjertet er meget mere kræsent, klarsynet og usentimentalt, end jeg havde drømt om. SINDET er sentimentalt, noget så forskrækkeligt, selv, når det ikke selv tror, at det er – og tro mig, mit sind synes ikke selv, at det er spor sentimentalt. Men det er det.

Meget af det, der ender som kærlighed, starter i sindet. Det starter i en drøm, vi jagter, og en tanke, vi knytter os til, og gentager og gentager og gentager, indtil hjertet til sidst overgiver sig og åbner. Drømmen om KÆRLIGHEDEN. Tanken “TÆNK nu, hvis det er ham! Eller hende! GID, det er ham. Eller hende.”. Vi vil så gerne finde kærligheden, og helst hurtigt, så vi kan få den på plads. Tankerne er vilde med romantik, romantik af den allermest uromantiske slags – den, der bare handler om at komme hurtigt “i mål”.

Jo mere travlt, vi har med at komme i mål, jo mere lukker vi øjnene for det, der er lige foran os. Det passer jo ofte ikke til drømmen! Så vi lukker øjnene for virkeligheden. Vi tillader os selv at være blinde overfor, hvem det egentlig er, vi prøver at komme i mål med, og om det nu også er en god idé.
Det har jeg prøvet én gang for meget. Så mange regler, og alligevel så mange blinde vinkler.

Sindets regler har spillet fallit i mit liv. Jeg tror ikke på dem længere. Jeg øver mig i stedet i ikke at have travlt med at komme nogen steder hen. Vi har så travlt med at etablere relationer og situationer, så travlt med at komme fra A til Z, travlt med at fabrikere tryghed.

Hvorfor egentlig? Hvorfor så meget hastværk? Hvorfor vil vi absolut have ting “på plads”?

Hjertet har intet behov for at få ting på plads. Det har ikke travlt, og det gider ikke noget fantasteri. Det er ekstremt klarsynet. Langt, langt mere end sindet. Det lyver aldrig for sig selv. Det skærer ingen hæle eller klipper nogen tæer. Det ser virkeligheden, som den er.

Jeg plejede at tro, at hjertet var blødsødent. Dét er det ikke! Efter at jeg har overladt styringen til hjertet, uddeler jeg flere (verbale) lussinger og sætter flere grænser end jeg nogensinde har gjort. Jeg får også oftere tårer i øjnene, bliver mere bevæget og rørt, og det er jo lidt blødsødent, men det er på de rigtige tidspunkter med mennesker, der er sunde og gode for mig.

Jeg har arbejdet med mine grænser i tyve år. Men det her er en helt anden boldgade. Jo mere jeg vælger hjertet til, jo mindre rummelig og tolerant bliver jeg overfor folk, der ikke er i deres hjerteenergi. Folk, der kun er optagede af sig selv. Som ikke lytter, men tromler afsted med deres eget shit, der ene og alene handler om at opfylde deres egne behov på andres bekostning. Før i tiden rummede jeg den slags mennesker og gav energi og opmærksomhed til dem. Nu gider jeg dem overhovedet ikke, SLET ikke.
Det er gået op for mig, at kravet om at skulle være rummelig og givende stammer fra sindet. Det er noget, vi pådutter os selv for at være pæne mennesker, og lige så stille forrykker det vores indre barometer for, hvad vi egentlig bør finde os i.

Hjertet giver og rummer, når det er det rigtige at gøre. Ellers ikke.

Det har ingenting at gøre med at dømme folk. Det har simpelthen at gøre med at beskære – enkelt, direkte, neutralt og uden undskyldning. På samme måde som en rose skal beskæres, så den kan blomstre til sit smukkeste og fuldeste potentiale, så beskærer jeg i mit liv.
Alt det, der ikke støtter og nærer mig, bliver skåret væk, og det er ikke mit sind, der tager de beslutninger. Det er hjertet.
Mit kloge, smukke, klare hjerte.
Som er forbløffende kick ass.
Det opererer ikke ud fra regler. Det behøver det ikke, når det ser virkeligheden, som den er. Hjertet ved. Når jeg handler på den viden, blomstrer mit liv, og jeg behøver ikke at bruge mine kræfter på at lave flere regler. Eller på at kontrollere eller være bange.

 

Pyt med at “få ting på plads”. Ingenting er nogensinde på plads alligevel. Det er bare sindets illusion. Det er usikkerhedens desperate forsøg på at kontrollere livet – indtil livfuldheden i det dør ud.

Når hjertet er med i livet, er alting præcis som det skal være – perfekt imperfekt og i foranderligt flow – i ethvert givent øjeblik.

Og hvis alting er slut i morgen, hvad betyder det så om “alting var på plads”?
Ingenting.

Det betyder alt, om hjertet var med i vores liv.

 

 

Mette Kopp, 2015