Mine lår

Da jeg var ung, kæmpede jeg med en voldsom spiseforstyrrelse. Den endte med at tvinge mig i terapi og i gang med at arbejde med mig selv, og ændrede dermed mit verdenssyn, mit indre liv, mit forhold til mig selv, min krop og andre og ultimativt hele min livsbane.
Jeg arbejdede mig ud af min spiseforstyrrelse og har de sidste mange år følt, at jeg langt det meste af tiden havde et godt forhold til mad og min krop. Når jeg er stresset eller ked af det, spiser jeg ikke nok, men det er ok, bare jeg sørger for at tage på igen, når jeg har tabt mig, og det gør jeg, og spise sundt og nok på alle andre tidspunkter i mit liv, og det gør jeg også.

For en uges tid siden kom én af mine trofaste yogaelever op efter klassen og sagde: “Du har taget på igen; det var godt.”. Ja, sagde jeg. Det var jeg enig i.

Så tilføjede hun: “Aldrig har jeg da set dine lår se sådan ud.”.

Og sådan dér, på et splitsekund – tyve års selvudvikling, syv års universitetsuddannelse, femten års feminisme og éen kommentar senere – vågnede den slumrende drage. Det var alt, hvad der skulle til, for at jeg blev slynget lukt tilbage i det velkendte kropshadehelvede igen. Som en ond ånd overtog det mig og gik straks i gang med at æde min sjæl og sulte min krop. Hele tankegangen med strafregimer, sultekure, fortrydelser, kalorier og forbud væltede op.
Da jeg kom ud af badet næste morgen kunne jeg mærke mine lår glide mod hinanden, når jeg gik, og det vækkede afsky og ubehag, så jeg næsten ikke kunne udholde det. Jeg studerede mig selv i spejlet og dømte og kritiserede, hvad jeg så. Jeg gik i gang med at spekulere på juicekure, og var også i øvrigt rasende på den kvinde, der havde sagt det med mine lår, for det hele var jo indlysende nok hendes skyld.

Men – så igennem de mørke tåger, laaangt borte, ringede en lillebitte spinkel sølvklokke. Klokken sang: Tal med nogen!! NU!!!!! Ring til nogen.. nu! Få hjælp, snap out of it. Klokken erindrede, at lårene ikke var problemet, og at det at åbne sig for andre i smerten er den store helbreder over alle helbredere – al forvandlings moder.

Jeg ringede til den veninde, som jeg vidste ville forstå det bedst. Det gjorde hun; hun forstod det så godt, så jeg kunne høre på hendes stemme, at min smerte gjorde ondt helt ind i hendes sjæl.
Så sagde hun alt det rigtige. Alt, hvad jeg havde brug for at høre. Alt, hvad der bragte mig fra frygt og vrede og skam og kontrol, ind igennem til det sted, hvor jeg var såret og ked af det, sorgfuld og lille, og så – som fugl Fønix, der rejser sig fra asken – vågnede bevidstheden igen i al sin pragt.
Pludselig huskede jeg, hvorfor jeg er her. Jeg er her ikke for at være TYND. Jeg er her for at være vild og stærk, for transformere mig selv og andre, for at elske og danse og løbe og hoppe og lave yoga og bide livet midt over og forvandle verden – og mine lår lader mig bruge dem til det hele.
Så de er fantastiske og de skal bare have kærlighed, tonsvis og masser af det.

Desuden skal størrelsen på mine lår ikke definere mit værd. Og det er ved at komme i tanker om dét som kvinde, at man er revolutionær i dag.
Det har ingenting med den faktiske lår-størrelse at gøre. Det har ene alene at gøre med, om vi har stærke ben at stå på her i verden.

Alt dette fandt jeg ind til, fordi et vidunderligt menneske i mit liv mødte mig i mit mørke og hjalp mig hen til døren igen.

 

Så hvad er pointen med tyve års selvudvikling? Heldigvis er der en pointe. Pointen er at jeg formåede at række ud. Den er, at jeg har fyldt mit liv med relationer, jeg kan række ud til. At når de mennesker, der elsker mig, taler til mig fra hjertet, formår jeg at tage det ind og heale af det. Og at når jeg møder min smerte og skam igen-igen-igen, så kan jeg bruge den til at knytte kærlighedsbånd med andre og genforene mig med mit formål, i stedet for at isolere mig og selvdestruere.

Livet handler ikke om at undgå, at smerte eller gamle spøgelser dukker op og viser deres grimme ansigt. Men om at sørge for at det bliver et bidrag, når de gør.

That’s how you win.

Min spiseforstyrrelse var frygtelig. Jeg betaler stadig prisen for alle i de år, hvor mine celler ikke fik de vitaminer og mineraler, de skulle have. Jeg er stadig i gang med at rette op på den skade. Men – spiseforstyrrelsen var også den mest fantastiske ven og lærermester, jeg har haft. Den tvang mig til at give mig selv den største gave, jeg nogensinde har givet mig selv i livet.

Og den er stadig min ven. Den kommer fra tid til anden for at give mig gaver, der får mig til at miste fodfæstet og beriger mit hjerte og mit liv.

 

Tak, gamle ven.
Jeg håber, der går lidt tid, før jeg ser dig igen.