Søde eller sure æbler

Jeg havde nogle år, hvor jeg ikke grinte så meget. Jeg lagde ikke selv mærke til det; jeg havde travlt med at arbejde på at være perfekt. Jeg havde ikke tid til at beskæftige mig med, om der også var glæde og spontanitet i mit liv. Jeg havde ingen erindring om, at jeg engang havde haft en latter, som jeg aldrig hørte længere.

Jeg kommer fra en familie, hvor der ikke blev grint af noget som helst. Min far havde givet afkald på sine drømme for at gå den slagne vej og blive en pæn, perfekt mand i jakkesæt. Det mistede han al sin glæde af. Han prøvede troligt at lære mig, at det var vigtigt at spise de sure æbler før de søde. At yde før man kunne nyde.

Jeg prøvede og prøvede. Problemet var bare.. den sidste del ankom aldrig. Der var altid lige et surt æble mere, der også skulle spises. Og sure æbler – forpligtelser, byrder, travlhed, bekymringer og gøremål – vil der altid være nok af. Når man tror, at man skal spise dem alle, før man kan nyde et sødt, kommer man aldrig til det søde.
Faktisk glemmer man, at de overhovedet findes. Måske går man endda hen og tror, at det at spise sure æbler er pointen i sig selv.

I mange år prøvede jeg desperat at gøre alt det “perfekte” og “rigtige” og spiste så ufatteligt mange sure æbler, at livet var aldeles glædesløst.

Så indså jeg, at det ikke gav mening for mig.

Jeg besluttede, at jeg ville gøre det utilladelige, uhørte, vanvittige, at jeg ville prøve at gå efter nogle af de søde æbler. Og lade nogle af de sure være uspiste.
Jeg magtede ikke at leve et helt liv i frygt, pligt og selvundertrykkelse. Jeg ville have et liv, hvor jeg arbejdede og levede på mine præmisser, et liv med glæde, lidenskab og nydelse, hvor jeg handlede ud fra mit hjerte.

I dag prøver jeg både at lære mig selv og andre, hvordan vi giver os selv lov til at have det godt. Man skulle tro, at det var så simpelt, og så er det i virkeligheden så utrolig svært, så snasket ind i skyldfølelser, så helt enormt forbudt og forkert.

Jeg ser min far løbe efter mig i mine drømme og råbe: “Du kan da ikke bare spise de søde æbler! Du dør af sult!!!”
Men jeg har valgt at tage mine chancer, og tænk… det viser sig, at de søde æbler giver lige så meget næring som de sure. Og der er lige så mange af dem.

Så det er faktisk slet ikke så farligt at nyde livet.

Min latter var væk i mange år, men så kom den pludseligt tilbage en dag. Jeg var til en middag, og ud af det blå hørte jeg mig selv le på en måde, jeg ikke anede, at jeg kunne. Så hjerteligt, så lifligt. Der var et øjebliks måbende stilhed. Den lyd havde ingen i selskabet hørt mig lave før.

Det var vidunderligt, og i det sekund var jeg forelsket i mig selv og livet, for første gang.

Tænk, at man kan glemme sin latter. Ligesom man kan glemme glæde, nydelse, væren, dasen, latter, spontanitet, dans, fjollethed, lidenskabelighed, sorgløshed… Alt det glemmer vi, når vi har travlt med at spise de sure æbler for at være “rigtige” og “perfekte”.

Man bliver så sur af at skulle være perfekt. Man skal spise så mange sure æbler for at være RIGTIG hele tiden. Og gevinsten er vist nok bare en stor kurv sure æbler mere.

 

Så kom… lad os spise nogle af de søde æbler. Nu, mens vi kan.

 

 


Tilbage til bloggen

 


Læs mine mest populære blog-indlæg:

 

TO ORD TIL JER, DER HADER SELVUDVIKLING

LIVET

(Hvorfor folk får spat af) AL DEN MÆRKEN-EFTER…

Mette Kopp Personlig udvikling

“SÅ LÆNGE, VI IKKE SÅRER ANDRE”…

Grænser

ALT DET, JEG ER BANGE FOR

Mette Kopp

SVARET PÅ DET HELE

Pusterum blog

REDSKABER TIL ET SUNDT SELVVÆRD

mette kopp workshop