Jeg sender et ønske ud

I dag er det kvindernes internationale kampdag, og her er mit ønske, hvis man kan sende sådan et ud:

Jeg ønsker for alle kvinder, at de begynder at synes at de er lige så meget værd som mænd. Ikke MERE værd. Der er ingenting så irriterende som kvinder, der kvækker op om hvor overlegent kvindekønnet er. Det er dumt på både den ene og den anden måde. Og intet kunne være et større bevis på, at man er det dominerede køn end netop det udsagn, for det kan man kun sige ustraffet, når man ingen magt har og alle ved at ingen tror på det alligevel.
Så jeg ønsker at vi kvinder får en større følelse af værd, en følelse som er positiv og positivt defineret.
Jeg ønsker ligeledes at mænd, der mener at de er kvinder enten over- eller underlegne, kommer frem til at alle er lige meget værd, bare på forskellige måder, og at ingen skal undertrykke hinanden.
Jeg ønsker at alle tænker sig om en ekstra gang, inden de himler op om hvad der er “natur” og “naturligt” og så bruger det til at forsvare kulturlige dominans-strukturer.
Jeg ønsker at kvinder og mænd holder op med at fordømme hinanden, og, især, at kvinder holder op med at fordømme andre kvinder.
Og så ønsker jeg at alle holder op med at definere hvad en “rigtig” mand eller en “rigtig” kvinde er, for det er det værste menneskeundertrykkende bullshit. Alle er rigtige, når de er sig selv på bedst mulig vis, og ingen er tjent med at vi tvinger os selv og hinanden ind i stereotype kasser baseret på køn eller noget som helst andet.

Lets be free and equal (but in different ways)