mette kopp

Jeg vil ikke opføre mig ordentligt

Jeg ved ikke, hvad feminisme er for andre, men for mig er det virkelig mange forskellige ting. Det er først og fremmest det faktum, at kvinder bliver styret og kontrolleret, misbrugt, voldtaget, mishandlet, truet, holdt som slaver, købt, solgt, nedværdiget og undertrykt så ufatteligt mange steder verden over.

Disse ting sker også alle herhjemme i politisk korrekte lille Danmark, om end dog slet ikke i nær så rædsom grad som mange andre steder i verden.

Herhjemme antager noget af det mere subtile former. Den måde, kvinder bliver talt til og talt om i vestlige medier og på nettet, er ærlig talt rystende, og det må og skal der gøres noget ved.

Lige nu er feminisme for mig i vores kultur, at jeg er træt af at vi kvinder hele tiden bliver bedt om at “flatline”. Vi må ikke være hysteriske, overfølsomme, følelsesladede. Hvis vi skal tages seriøst, må ikke snakke om vores kroppe, vores intuition eller vores forbindelse med det, der er større end os. Et par få maskot-kvinder kan lige få adgang til magtens korridorer og vi kan komme ind på universiteterne, men så skal vi også OPFØRE OS ORDENTLIGT! Vi skal ikke komme der med vores hjerteenergi og menstruation og være grådlabile eller sensitive. Omvendt, er man så en kvinde, der lader være med alt dette, så hun en kold bitch, og det KAN VI HELLER IKKE LIDE.

Så det mest radikale, vi i mine øjne kan gøre, er at holde op med at rette ind. Vær dig selv, uanset hvordan det er! Bak dig selv op i at være kvinde på nøjagtig den måde, du gerne vil være det, og bak de andre kvinder op i at være som de ønsker, uanset om det er noget helt andet end dig selv.

Kvinder, vi må støtte hinanden og tale pænt om hinanden. Det er den eneste vej frem. Magt er noget man tager, ikke noget man bliver givet. Lad os tage magten tilbage til at stå sammen og elske os selv og hinanden.