Før syndefaldet

Jeg kan stadig huske min krop før syndefaldet. Jeg kan huske mit forhold til min krop.

Jeg kan huske, at jeg elskede den, fordi den var fantastisk. Jeg var naturligt stolt af den, for den var genial og kunne alt. Den kunne løbe, hoppe og klatre i træer. Den kunne cykle og svømme og bygge huler, og lave gymnastisk og danse og slange sig i græsset.

Jeg elskede at have en krop; det var det bedste. Jeg kan huske den tilstand, fordi jeg også kan huske, hvornår den endte.

Jeg var fire eller fem år gammel, og havde to storebrødre, en rigtig og en plejestorebror. Vi rendte altid nøgne rundt i haven om sommeren, og mit klareste minde fra disse somre er den dag, hvor mit syndefald fandt sted – den dag, jeg forstod, hvilken verden jeg var blevet født ind i og hvad jeg var værd i den. Det lærte mine brødre mig.

Det var en solskinsdag i haven, og drengene stod henne ved buskene og grinte. Jeg løb derover og så, at de stod med hver deres tissemand i hånden, klar til at finde ud af, hvem der kunne lave den længste tissestråle. “Må jeg være med?”, spurgte jeg begejstret og hoppede på stedet. “Nej, det kan du ikke, for du er en pige”, svarede den ene irriteret.
Eftersom de dårligt kunne forhindre mig i at blive stående og tisse ved siden af dem, stak jeg fingrene ned, klemte de rigtige steder – og præsterede et pragtstykke af en lang, buet tissestråle langt ind i buskene. Længere end begge drengenes.

Jeg jublede! Jeg havde jo vundet alligevel. Og så skete der noget besynderligt.

En kort, kold stilhed fulgte, af en slags der fik min mave til at knuge sig sammen, hvorpå drengene vendte ryggen til mig og gik, mens de debatterede, hvem af dem, der havde vundet.

I præcis den kolde stilhed og efterfølgende komplette forbigåelse af mit bidrag, forstod jeg pludselig… at jeg var mindre. Jeg talte ikke på samme måde. Jeg var en pige, og det var mindre godt, sejt og vigtigt end at være en dreng.
Indtil da havde vi været lige, og det var aldrig faldet mig ind, at vi skulle være andet. Men drengene var et par år ældre end mig, og det var gået op for dem, hvordan verden hang sammen. De havde forstået, at de var mere værd, og det håndhævede de selvfølgeligt.

Lammet over hvor nem, jeg var at annullere, blev jeg stående i min lille nøgne krop ved buskene og mærkede ubegribeligheden skylle ind over mig. Verden var ikke enig i, at min krop var fantastisk.
Fordi – den var bare en piges.
I al sin svimlende gru gik det op for mig, at det var ligegyldigt, og for evigt ville være ligegyldigt, hvor langt jeg kunne pisse, hoppe og klatre. Jeg ville stadig aldrig være en dreng, og det var bedre at være en dreng.
Så jeg kunne aldrig vinde.

Dér flyttede sorgen ind i min krop. Min krop, der før den dag var lys og leg og glæde. Og efter den dag, var for evigt mindre god end andre kroppe, mindre værd end drengekroppe, og ikke noget særligt. Sorgen over, at min fantastiske krop var blevet født ind i en verden, der vurderede den som andenrangs, mindre end og slet ikke værdig til at deltage dér, hvor der blev givet point, blev til en del af mig. Jeg tissede den længste stråle, men pissekonkurrencen vandt jeg ikke; den kunne jeg aldrig vinde.

 

Jeg har mødt den lille pige igen for nylig. Hun kom og viste mig dette klare minde igen, fordi der er noget, vi skal fikse. Og vi er blevet enige om, at vi gerne vil tilbage til det sted. Helt tilbage til før pissekonkurrencerne. Jeg vil tilbage dertil, hvor jeg elsker min krop ubetinget og er naturligt stolt af den. Hvor det eneste, jeg ville lave om, hvis jeg kunne, var at få endnu flere superkræfter, end dem, jeg allerede har. Måske kan jeg beslutte mig for, at uanset hvad der værdisættes i verden og hvordan, så er min krop bare fantastisk, helt i sig selv, uden sammenligning med nogen andre. Bare fordi den er. Og den er min, og den kan alt.

 

Det vil jeg i hvert fald prøve.

 

 

Mette Kopp, 2016