mette kopp

Borat living

Hen over vinteren har min kæreste og jeg slået os ned i Grækenland, langt, langt ude på landet i en lillebitte landsby med et (tudsegammelt) indbyggertal på “50, maybe when we wake up tomorrow, 49”.

Alting ved landsbyen er komplet “BORAT The Movie” og vi har krampegriner over det hver eneste dag.
Der går høns, får, geder og landsbyhunde frit rundt på de hullede veje og hvert andet hus er en efterladt ruin. Al landsbykommunikationen foregår ved at man stiller sig ud på sin terrasse og råber til hinanden.

De kalder mig allesammen for Koritsio – the girl – og mens jeg var hjemme i Danmark i nogle uger i November, har de spurgt Romeo hver eneste dag, hvornår the girl kommer igen. Nu, jeg er her, kommer nabokvinderne og tager mig om kinderne med bløde, rynkede hænder og siger “Omorfi!” Smuk! og sender mig luftkys over hækken eller fra vejen hver morgen, når jeg drikker morgenkaffe i solen.

I Borat village falder maskerne, alt er gennemsigtigt. Morgenen efter min ankomst stikker grandma Rrina hovedet direkte ind af stuevinduet, for lige at se, om jeg er kommet og hvad vi laver. Kort efter står genbo Dimitris på terrassen og vil sige hej. Døren bliver åbnet, mens jeg står ved køkkenvasken med bollehår og hjemmebuks. Det er bare ærgeligt, her skal man ikke forsøge at kontrollere det indtryk, man gør. Og de er selvfølgelig flintrende ligeglade. De vil bare vide, at jeg er vel ankommet og Romeo og jeg er lykkelige. 

En gang om dagen kommer bageren kørende i en ordentlig græskoger og deler frisk sladder og daggammelt brød ud. Vi spiser æg fra genboens høns og frisk grønt, som vi køber hos landmanden Alexis. “He’s a good guy”, siger Romeo, “Sadly he likes guns a lot. And Albanians very little, so … he did some time. But his potatoes are great.”.