At kigge på en flødebolle

Dengang jeg underviste kost- og slankehold på voksenuddannelsescenter, sagde mine deltagere til mig: “Ja, men nogle mennesker kan spise en bakke flødeboller hver dag og stadig være slanke, og andre skal bare kigge på den, så tager de på.”.

Den nøjagtige formulering varierede, men essensen var den samme: Nogle (andre) kunne spise alt, hvad de ville, mens de øvrige (dem selv) kiggede på noget og tog på af det.

Jeg hørte det igen og igen og igen. Nye hold startede, og de sagde det også. Jeg sagde ikke noget til det, for det er jo rigtig nok, at verden er lidt uretfærdigt indrettet, hvad forbrænding og så mange andre ting angår, og det var jo også lidt synd, at de sad der og var tykke, og jeg stod der og var slank.

Men, da jeg havde hørt 50 mennesker sige det samme om og om igen, og så, at dem, der sagde det, også var dem, der aldrig kunne motivere sig selv til forandring, begyndte jeg at svare:

“Det passer jo ikke. Ingen tager på af at kigge på en flødebolle.”.

Narj, det havde jeg ret i, det måtte de jo indrømme.

“Hvad kræver det nemlig, at man gør, for at tage på af en flødebolle?”, spurgte jeg så. Så vred de sig lidt i sædet og tilstod, at man ganske rigtigt skulle spise flødebollen, før man kunne tage på af den.

Derefter tog jeg fat i den anden ende af historien, og spurgte: “Ok, hvem kender du så, der spiser en bakke flødeboller hver dag?”. De kendte så aldrig nogen, der spiste en bakke flødeboller hver dag. De kendte nogen, som de forestillede sig kunne gøre det. De kendte nogen, som de havde set spise slik og kager uden at blive tykke. Og de havde hørt folk, der sagde, at de kunne spiste alt, hvad de ville, uden at tage på.

Det gik vi så ind og undersøgte. Okay, ja, nogen har bedre forbrænding end andre. Men ingen ved jo alt, hvad de andre spiser. Det vil sige, at hende, der sidder og spiser kage på arbejde, måske ikke spiser noget særligt, når hun kommer hjem. Derfor hænger hendes kalorieregnskab sammen. Og hende, der holder sig fra kagerne på arbejdet, spiser måske uerkendt mange andre søde og fede sager i løbet af dagen, som hun belejligt “glemmer”, at hun har spist, så hun kan vedligeholde sin historie om, at hun bare kiggede på flødebollen og tog på.

De plejede også at pege på mig og sige: “Se dig, du kan sikkert spise, hvad du vil, uden at tage på.”. “Ja, det er rigtigt”, svarede jeg, “men det skyldes, at det, som jeg har lyst til, er sundt! Det meste af tiden. Hvis jeg spiste flødekager dagen lang, ville jeg naturligvis tage på. Men det gør jeg ikke, for det har jeg taget en beslutning om, at jeg ikke vil.”. – Og det er dét, folk mener, når de siger, at de kan spise “hvad de vil”. De mener: “Jeg kan spise usundt, når jeg har lyst til det, fordi jeg langt det meste af tiden vælger at spise groft, sundt og moderat.”.

 

De historier, vi fortæller os selv

Efterhånden blev det afgørende for mig at få mine deltagere til at stille spørgsmålstegn ved de  historier, som de fortalte til sig selv. De historier var nemlig det springende punkt i forhold til, om de overhovedet kom i gang med forandring eller ej. Hvis man fortæller demotiverende historier til sig selv, bliver man naturligvis demotiveret.

Den mest demotiverende historie i verden er:
“Jeg skal kæmpe så hårdt for det, som de andre bare får forærende.”

Og den efterfølgende konklusion er: ”Det er for uretfærdigt; jeg giver op”.

Men er den historie sand? Både ja og nej, måtte jeg sige til dem:

JA: Livet er uretfærdigt, og vi får ikke lige meget af alting. Nogle har nemt ved det, som du har svært ved.
Men… og hvad så? Hold op med at fokusere på de andre. De har ingenting med dig, din krop og dit liv at gøre. Alle skal bruge selvdisciplin et eller flere steder i deres liv. Hvis et vægttab er et værdigt sted for dig at bruge din energi, så brug den dér. Pyt med de andre. Opnå de resultater, som du kan, når du gør noget, i stedet for at give op på forhånd.

Og NEJ: Sundhed er svært for alle, især i starten. Alle skal arbejde for det, og hvis vi tror, at det er nemt for andre, er det fordi vi kun kigger på forsiden af medaljen. Vi kender reelt ikke sandheden om andres liv og dets omkostninger. Vi tror, at det er nemt for dem, men vi aner det dybest set ikke. Det er bare det, vi antager, når vi ser det udefra.

Derfor – antag, at andre også har betalt eller betaler deres pris for det liv og den krop, de har.
Det er det overvejende mest sandsynlige.

 

Her plejede jeg at minde dem om, at de lige havde peget på mig og sagt, at jeg havde det nemt. Ja, jeg kunne spise “hvad jeg ville”, men det hang jo også sammen med, at jeg hver eneste dag snittede, skrællede, tilberedte og spiste 800 gram grove grøntsager OG trænede to timer fuld skrue – og havde gjort det i 15 år. Det er en ret stor investering!

Jeg vil mene, at jeg havde mere end betalt min pris. Ikke én af de 10.000 træningstimer var kommet af sig selv. Ikke én af mine dampede broccolisalater var landet på min tallerken af sig selv, smagende mirakuløst af chips med dip.

Så måske var det lidt letkøbt at pege på mig og sige: “Du har det nemt”. Fordi nej. Jeg har arbejdet og høstet gevinsten; det er sådan, det er.

 

Slankeholdene var en stor succes. Mine kursusdeltagere lærte mig at give tough love, og jeg lærte dem at vælge nogle historier, der motiverede dem, i stedet for nogen, der tog modet fra dem. En hel del tabte sig. Nogle gjorde ikke. Et par stykker gav op og fortsatte med at tage på. Men jeg er ret sikker på, at det ikke var af bare at kigge på flødeboller.

 

 

Artiklen er skrevet af Mette Kopp til PEAK Magazine, og udkom i bladet d. 24. april 2015.