mette kopp blog

Mærken-efter løser intet alene

På min seneste yogarejse mødte jeg en skøn kvinde, der sagde til mig:

“Jeg forstår godt det dér med at mærke efter, men hvornår stopper det? Jeg har så mange veninder, der bare mærker efter og mærker efter, og jo mere de gør det, jo mindre sker der, og jo mere sløve og depressive bliver de. Det driver mig til vanvid og ser ikke spor sundt ud. Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil blive som dem, for det virker tydeligvis overhovedet ikke.”.

Det kan jeg sørme godt forstå. Sådan vil jeg heller ikke være. Men det er jo heller ikke på nogen måde personlig udvikling. Tværtimod.

Det er personlig stagnation.

Pointen med at “mærke efter”, som det hedder, når vi begynder at tage vores egen indre vejledning med på råd i livet, er, at man derefter skal HANDLE på det, som man mærker. Ellers er det jo meningsløst.
Og præcis dér skilles fårene fra bukkene. Der skilles dem, der vil arbejde med at udvikle sig, fra dem, der bare vil lade som om, mens de bruger det som undskyldning for ingenting at gøre eller ingenting at ville.

Jeg kender ikke min yogadeltagers veninder, men måske står de overfor nogle livsvalg, som de ikke tør tage, af frygt for at miste deres komfort eller fodfæste. Hvis vi ikke tør handle på det, som vi mærker, ender vi i et dødvande, hvor apati og selvmedlidenhed lægger sig som en dyne over vores rigtige følelser, i stedet for at vi hanker op i os selv og tager hånd om dem. Jeg har selv tilbragt masser af år med at have selvmedlidenhed. Og mit liv rykkede sig ganske rigtigt heller ingen steder hen. Det var jeg bevidst om; det stressede mig, og så fik jeg endnu mere ondt af mig selv.

Heldigvis indså jeg, at der kun var én kur mod stilstanden i mit liv: HANDLING. Og den handling skulle foretages af MIG.

Selvudvikling er ikke at sidde og se på sine følelsestilstande dagen lang. Selvudvikling er at tage ansvar for sit liv. Det er hele essensen. Alle dele af vores liv. Vores følelser og vores økonomi. Vores sundhed og vores overbevisninger. Vores humør og vores tanker. Vores sexliv og vores drømme. Det indre barn og karrieren. ALT. Vi har alle steder, hvor det halter. Så der er altid steder, hvor vi kan forbedre vores liv ved at tage ansvar. Og dét virker. Det virker altid og med sikkerhed.

At mærke efter er først personlig udvikling, når det medfølges af handling.


Måske tænker du: “Det her handler ikke om mig. Jeg er allerede supergod til at tage ansvar! Jeg tager nærmest for meget ansvar, så det er da det modsatte.”. Nej, det er ikke det modsatte. Det er præcis det samme. Du skal lære at tage ansvar for det, som du alt for længe har negligeret, mens du har fokuseret på noget, der var nemmere for dig at have med at gøre. 

Måske er din påkrævede handling at holde op med at arbejde hele tiden, redde andre eller konstant foregive, at du er stærk og overskudsagtig. Det kan være, at du har negligeret den lille stemme indeni, der godt ved, at du begrænser dig selv eller tillader usunde relationer i dit liv. Der kan være dele af din sundhed, som du ser totalt bort fra, måske endda samtidig med at du tæsker dig selv igennem et sundhedsregime af en art. Det kan være, at dine dybe følelser overhovedet ingen plads får i din tilværelse, eller at du aldrig er tilfreds dig selv.

Den handling, der kalder på os, vil ganske ofte være den, vi har allermindst lyst til og allermest modstand på. Den kræver som regel, at vi giver slip på noget, som vi har knyttet os stærkt til. Fx et image, et statussymbol, en gammel overbevisning, noget komfort eller en livssituation. Når vi så står overfor at skulle ofre noget af det, vi allerede har, for det, som vi allerhelst vil have, vakler vi.
Vi længes efter resultatet, mere end noget andet. Men hvis vi skal investere eller ofre noget for at få det, bliver vi i tvivl om vi orker det. Fordi nej… det er sgu for krævende. Det bliver for hårdt. Det er for skræmmende. Tænk på de afsavn, det kræver. Næ, jeg bliver hvor jeg er. Og lader som om jeg mærker efter. Eller som om jeg har styr på lortet.


Så handler vi måske løs som vi plejer. Eller lader som om vi mærker mere efter. Og ingen af disse to giver os den tilværelse, vi inderst inde længes efter. I begge tilfælde stagnerer vi.


NEJ – det handler ikke om, at vi allesammen skal sige op, skilles, sælge alle vores ting og rejse til Timbuktu. De handlinger, der skal til for at invitere glæden og livfuldheden tilbage ind i livet, er ofte meget mindre end vi selv tror.
Men jo længere vi benægter at vide det, som vi inderst inde egentlig godt ved, jo farligere og mere skræmmende vil det virke at handle. Selvom handlingen kan være noget så simpelt som at lære at udtrykke sine behov eller vise, at man er ked af det.

Livet er fuldt af paradokser. Lykken består aldrig i at havne i yderligheder – dvs. altid kun “mærke efter” eller altid kun tæske rundt. Men at anslå balancen, hvor vi mærker, hvad den bedste handling vil være… og så ikke bliver siddende og stirrer på vores frygt – men udviser modet til at handle, så vi selv eller vores liv kan flytte sig.

Stagnation er naturligvis det modsatte af selv-UDVIKLING. Udvikling er at man vil leve, lære, være i bevægelse. Og ikke sidde og sovse rundt i emotioner og selvmedlidenhed. Men heller ikke sidde fast i et hamsterhjul af endeløse forpligtelser, hast og arbejde. Som dybest set er to sider af samme mønt. En mønt, der holder selvudviklingen og livsforvandlingen sikkert fra døren.